Computeren starter på et par sekunder

Oprettet d.

Nu reduceres computerens opstarttid til få sekunder. UEFI kan få sit store gennembrud i 2011.


I 2011 vil der for første gang blive solgt flere nye computere med BIOS-efterfølgeren UEFI end med det gamle Basic Input Output System, som vi har kendt i efterhånden 25 år. Sådan lyder prognosen fra UEFI Forum, som står for udviklingen af den nye teknologi.

BIOS er det stykke software, som sørger for at starte computeren op, skabe kontakt med harddisk-enheder og tastatur og sætte gang i operativsystemets egentlige opstartproces.

Det oprindelige BIOS stammer helt tilbage fra 1979 og selv de oprindelige opfindere havde ikke regnet med, at det skulle bruges på mere end 250.000 computere. Men sådan skulle det som bekendt ikke gå.

Der er mange begrænsninger i BIOS – herunder en grænse på to terabyte for hvert drev, som snart bliver et problem.

Derfor har man arbejdet på efterfølgeren i flere år, og nu ser det ud til at Unified Extensible Firmware Interface (UEFI) langt om længe kan få sit gennembrud. Teknologien startede sit liv hos Intel under navnet EFI, og er senere blevet accepteret som en bredere standard.

For den almindelige computerbruger er det især den kortere opstarttid, som vil kunne mærkes. I dag kan BIOS bruge op til et halvt minut på at gøre sit arbejde, men UEFI skal reducere det til ganske få sekunder.

UEFI skal også gøre det lettere at tilslutte alle former for udstyr til computeren – eksempelvis er det ikke længere påkrævet, at tastaturet skal tilsluttes én bestemt port.

Der er også bedre understøttelse for basale netprotokoller, hvilket skulle gøre arbejdet lettere for administratorer som har brug for at styre et stort antal maskiner.

Af Karim Pedersen - crn.dk